Mikrobryggeriet Wiibroes Venner

I Strandgade 91 ligger Helsingørs bedst bevarede købmands- og skibsklarerergård fra sundtoldstiden. Huset stammer fra 1500-årene, men er i sin nuværende form fra 1780 og de følgende årtier. 

Det er et af de bedst bevarede og kulturhistorisk mest værdifulde huse ikke kun i Helsingør, men også på landsplan. Strandgade 91 blev da også allerede fredet i forbindelse med bygningsfredningsloven af 1918, som et af de første byhuse i Danmark og i øvrigt samtidig med Kronborg.

Skibsklarerergaarden må karakteriseres som et nationalt klenodie, og det er derfor kun muligt at opleve huset ved omvisninger, som normalt holdes hver fulde time i åbningstiden.

I stueetagen er der butik og skibsprovianteringsforretning, grundlagt i 1809 af købmand Christian Simmelkier som "udsalg til Skibscapitainer", og inventaret stammer fra den tid. Her findes også i dag alt, hvad der kunne friste en sømand: urtekram, den berømte Helsingør hue, sejldug, tovværk, søkort m.m, krydderier, vin, øl, skibsøl og hollandsk genever. 

Der er blevet brygget øl i Skibsklarerergaarden fra engang i 1600-årene og frem til anden halvdel af 1800-årene, hvor ølproduktionen i Danmark fik et industrielt tilsnit.

Bryggeriet fremstillede øl til husstanden, skipperherberget og de fremmede skippere som søgte butikken. I 1835 begyndte det lille håndværksbryggeri at tappe øl på ”bouteljer”.

Det blev i 1839 overtaget af brygger Carl Wiibroe for kort efter at blive nedlagt, da bryggeren fik brug for mere plads, efterhånden som foretagendet voksede til en af Helsingørs store og kendte virksomheder.

I dag fremstilles Wiibroes øl i Fredericia, og det har været naturligt at fastholde minderne om tiden i Helsingør i Skibsklarerergaarden. Derfor er der i samarbejde med Wiibroes Bryggeri etableret et håndværksbryggeri i gården, og der er oprettet et bryglaug.

Siden d. 20. marts 2012 er det Mikrobryggeriet Wiibroes Venner, der driver mikrobryggeriet.

Skibsklarerergaarden og Wiibroes Venner

Strandgade 91:
Rasmussens Gård er opført i 1637 af toldvisitør Christen Rasmussen. Murankrene i facaden danner bygherrens og hans hustru, Kirstine Olufsdatters, initialer .

Bygningen er i dag kendt som ”Skibsklarerergården” og er museum for sundtoldstiden. Her er bl.a. en butik, der sælger ”originale” varer. I gården er der ligesom i 1700 tallet et lille bryggeri, der fremstiller husets eget øl.

---- // ----

Wiibroes Bryggeri blev grundlagt 1. januar 1840 og har siden leveret godt øl til helsingoranerne og de fleste andre i Nordsjælland. I 1998 flyttedes produktionen af Wiibroes produkter til Carlsberg i Valby. Wiibroe forblev dog med succes i Helsingør med egen administration og distribution.

I de snart 10 år der er gået siden Wiibroe bryggede i Helsingør, er der sket meget i den danske øl verden. Der er rundt om i landet skudt en masse små bryghuse op, og der produceres rigtig mange nye spændende øl.

Da Museet Skibsklarerergaarden sidste år henvendte sig til Wiibroe for at forespørge på øl med specieletiket til salg i museumsbutikken, opstod der hurtigt en god ide. Vi havde et stykke tid gået og puslet med tanken om at lave et lille bryggeri, og til det nyrenoverede museum hørte et lille vaskehus på den gang 8 m2. som vi blev tilbudt.

Vaskehuset ligger i gården, som støder op til adressen, Stengade 82, hvor Carl Wiibroe åbnede i 1840. Muligheden for at Wiibroe kunne vende tilbage til rødderne var skabt.

Inden der kunne brygges øl forestod en større renovering og udbygning. I dag råder vi over 24 m2 inkl. lagerkælder.
Et passende bryghus blev fundet i England og renoveret og opstillet i det lille lokale.